Roadtrip USA (Delaware, West Virginia, Pennsylvania)

Det er tid til en tur til USA - en tur jeg har glædet mig til rigtig længe. Jeg havde planlagt et roadtrip og en weekendtur til USA, da det famøse pressemøde blev afholdt og hele verden lukkede ned i løbet af ganske kort tid. Mange rejser måtte aflyses, men jeg bevarede også optimismen og planlagde nye ture. Simpelthen fordi jeg synes det er sjovt at lægge rejseplaner. En af dem, et seks ugers roadtrip, blev udskudt til april 2021, så til oktober 2021 og nu er det planen at tage af sted i slutningen af marts. Det skal passe sammen med en messe og med at forskellige nationalparker er åbnet efter vinteren, så det kan ikke være før.

Da jeg gik i gang med at booke til den tur, ville jeg selvfølgelig brug en af de mange vouchers jeg havde. Specielt den til United ville passe fint. Men ved nærmere eftersyn fandt jeg ud af, at den ville udløbe i marts. Åh-åh... Der stod ovenikøbet, at fristen ikke ville blive forlænget. Og hvad gør jeg så? Jo, jeg var jo 'nødt til' at booke endnu en tur inden marts.

Jeg har et erklæret mål om at besøge alle 50 stater, og jeg er på 38. Så det var oplagt at krydse nogle stykker af på listen og samtidig flyve til en 'billig' lufthavn, da voucheren blot var på små 3000 kroner. Det blev til en tur til Washington for at køre rundt til et par nærliggende stater, som jeg endnu ikke har besøgt: Delaware og West Virginia. Jeg kommer samtidig til den vestlige del af Pennsylvania - staten har jeg været i før, men kun i Philadelphia.

Efter lang tids søgen fandt jeg en tur på united.com, som både havde en flyvning med A350 og B787-1000 - dem har jeg nemlig ikke prøvet før. Men uanset hvad jeg gjorde, ville den ikke acceptere min voucher. Jeg tænkte, at de nok havde tekniske problemer og prøvede de efterfølgende dage igen. Der var stadig fejl. Så jeg måtte ringe til kundeservice og fik fat i 'Frau Schmidt', som heldigvis talte et udmærket engelsk. Det tog ikke mange minutter, før hun fik fixet mit problem.

Siden er turen ændret flere gange. Jeg skal desværre ikke længere med en A350, men til gengæld sparer jeg en mellemlanding i Boston og den samlede rejsetid på hjemturen er skåret ned med 40 minutter.

Og faktisk er jeg allerede i USA, hvis du læser dette. Jeg turde simpelthen ikke jinxe det ved at poste allerede inden jeg tog af sted. Selv om jeg har brugt timer på at læse om corona-regler og alt hvad der ellers skal overholdes, så har jeg været nervøs for, at der ville stå en eller anden emsig autoritetstype og sige, at jeg ikke kan komme ind, fordi jeg har fået mit andet stik en time for tidligt - eller hvad de nu kan finde på. Nå ja, og så ved man aldrig, om vejret kan spille ind. Der har jo været snestorm i området for bare en uge siden.

Et indlæg om selve flyveturen skal du nok få - senere.

Jeg har savnet at rejse. Hvorhen jeg vil, når jeg vil. Alting er bare mere besværligt. Selv på denne ti dages tur har jeg måttet ændre i programmet mange gange. Ting der har lukket pga. corona, ting der har lukket de dage hvor jeg ville kigge forbi, og ting hvor jeg har skullet købe billet på forhånd. Men det skal nok lykkes - også selv om jeg måske går glip af et par ting.

Efter planen skal jeg se MASSER af natur, på Big Mac-museum og besøge en bunker bygget til præsidenten i tilfælde af atomkrig. Det sidste måtte jeg booke over telefonen - jo, her i 2022 bruger man stadig den slags.

Kuffertpakning har været mere besværlig end normalt. Nok mest fordi der går for lang tid mellem rejserne. Jeg har ligefrem måttet skrive en huskeseddel for at få det hele med. Men jeg har heller ikke før slæbt vandrestøvler og selvtest med - for nu at nævne et par ting.

En ting, jeg ikke helt er forberedt på, er, hvad jeg egentlig gør, hvis jeg bliver smittet undervejs. Håber virkelig ikke, det bliver tilfældet.

I går/lørdag blev jeg PCR-testet i lufthavnen, 23,5 timer før afgang fra Frankfurt til Washington. Jeg havde afgjort med mig selv, at hvis resultatet ikke kom senest klokken 2000, så ville jeg tage i lufthavnen igen og betale for en hurtig-PCR-test hos Falck med svar inden for en time. Men klokken 18.20 fik jeg en notifikation om, at testresultatet var klart. Og det sagde heldigvis 'ikke påvist', så alt var godt. Dog måtte jeg vente knap en halv time, før jeg kunne udskrive resultatet.

I skrivende stund er jeg formentlig i lufthavnen eller netop kommet til hotellet med shuttlebus. Jeg kunne spare lidt ved at hente bilen i lufthavnen i morgen og ikke betale for parkering. I aften skal jeg også have købt et lokalt simkort, så jeg har data - og dermed gps - på mobilen.

Her er ruten jeg skal på. I morgen går turen til Dover, Delaware:


Meget mere om det jeg rent faktisk har oplevet på turen senere - inkl. masser af billeder. Det bliver nok i stil med min tidligere blog på turen til stater som Montana, Nebraska og New Mexico. Den kan du læse her: https://insideflyer.dk/forums/threads/roadtrip-usa-montana-wyoming-nebraska-new-mexico-m-fl.4639/

Tak fordi du læser med!

 

Lørdag morgen kunne jeg vælge sæder på første ben til Frankfurt.

Klokken 1130 fik jeg taget en PCR-test i lufthavnen. Jeg ville tage den, så der var mindre end 24 timer fra afgangen i Frankfurt, selv om det vist kun er nødvendigt med 24 timer fra København. Det 'spændende' var så, om resultatet ville nå at komme. Min backup-plan var at tage i lufthavnen omkring klokken 23 og betale mig fra en PCR-test med svar inden for en time. Og ja, jeg ved godt, at det er nok med en kviktest, men det er ikke nok for mig

Resultatet kom omkring klokken 20, men jeg kunne stadig ikke udskrive testresultatet fra sundhed.dk. Der gik knap en halv time, før det lykkedes. Pyha, så burde alt være på plads.

Jeg fik en power nap omkring klokken 1700, men ellers blev det ikke til søvn den nat. Tiden blev i stedet brugt på at pakke.

Jeg var i lufthavnen klokken 0230. Alt alt for tidligt, men jeg kan jo godt lide at være der.

Check-in åbnede omkring klokken 0345. Jeg stod klar med papirer i massevis, så de kunne bare komme an. Vaccine? Tjek! Test? Tjek! Passenger disclosure? Tjek. Pas? Tjek! Esta? Tjek! Men hov, de plejer da at kunne se min Esta uden at jeg skal vise det på papir. Det kunne han ikke! Åh-åh. Jeg dobbelt- og trippeltjekkede pasnummer og navn. Der var ingen fejl! Manden med overskægget i check-in mente bare, at jeg skulle vise Estaen på papir i USA. Øv, det lyder ikke betryggende. Mon ikke CBP bare siger 'computer says no'? Nå, men den tid, den sorg.

Først skulle jeg til Frankfurt med Lufthansa klokken 0640 fra gate A12. Jeg fik købt en sandwich til svimlende 65 kroner og indtog ellers en plads i gaten. Et par emails, spisning og toiletbesøg, så var der boarding.



Den manglende søvn betød selvfølgelig, at jeg faldt hurtigt i søvn. Knap havde A320'erens hjul forladt asfalten før jeg var væk. Det blev dog kun til en lille halv time. Sædet ved siden af mit på 5A var tomt, så der var godt med plads. Jeg tror ikke, der var servering, mens jeg sov, men de kom senere rundt med et lille stykke Lufthansa-chokolade.



Flyet landede til tiden i Frankfurt, men der må have været problemer med broen, for efter nogen tid kom der en trappe og vi måtte i stedet med bus til terminalen.



Her skulle jeg fra Schengen til non-Schengen gennem et manuelt pas- og boardingkort-tjek og derefter pastjek i en automat. Inden jeg nåede til gaten, blev jeg stoppet af nogle, der skulle tjekke dokumenter. Herren fik igen mine udskrifter fra sundhed.dk og spurgte så, hvad jeg skulle i USA. Det blev en lidt underlig udveksling, hvor han ganske detaljeret spurgte til de steder jeg ville besøge. Det blev helt underligt, da han spurgte, hvorfor jeg ville besøger nationalparker, wildlife refuge og andre turistattraktioner. Jeg svarede lidt forvirret, at jeg ville besøge dem som turist. Den godtog han! Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kunne have svaret.

Nå, men næste problem. Han kunne ikke se min kuffert! Så han bad mig spørge i gaten - Z20. Her endte jeg med at stå over en halv time i kø for derefter på et minut at få at vide, at alt var i orden.

Jeg var stadig ikke helt sikker på, at denne tur ville lykkes.

Men der var en B787-10 klar til boarding. Jeg havde gruppe 4 - den absolut sidste. Heldigvis var der masser af plads i flyet, så jeg fik 50A, B og C for mig selv. Mange andre passagerer begyndte at rykke rundt, da meldingen 'boarding completed' kom. Jeg tror de fleste fik tre pladser for sig selv, bortset fra familier, som gerne ville sidde sammen.

Jeg må være faldet i søvn igen, med mindre de undlod at lave deres 'safety announcement'. Vi kom i luften, men to gange i løbet af turen var turbulensen så voldsom, at piloten gik ned i lavere højde. Den ene gang måtte serveringen afbrydes.

Jeg fik ikke taget billeder af maden, men første omgang bestod af kylling med pasta og tomatsovs samt salat. Dertil et tørt stykke brød og en is til dessert. Den var dog med kaffe(smag), så jeg stod over. Og så var der en eller anden brødsnack. Inden landing serverede de en lille varm oste- eller kalkun/oste-sandwich.

Flyet var ret nyt og med de dejligt store vinduer, hvor et filter styrer, hvor meget lys, der kommer ind. Der var masser af film og serier på både skærmen på sæderyggen og via mobilen, men jeg holdt mig til kortet. Og vi tog en noget sydligere tur end jeg havde regnet med - langt væk fra Island.



Det blev en meget lang tur, hvor jeg kun fik sovet 15 minutter ad gangen. Jeg syntes også, at Dreamlineren larmede meget mere end når jeg har fløjet med den mindre B787-8!

Nogle timer før landing begyndte en passager på rækken foran mig at hoste. Den der stille, tørre hoste, hvor man bare skal hoste en enkelt gang eller to. Og så kommer den tilbage. Igen, og igen, og igen... Kald mig bare coronaforskrækket, men jeg har sgu ikke lyst til at få det på turen. Hun sad på 49A, så jeg flyttede til 50C - nogle centimer længere væk end 50B, hvor jeg hidtil havde siddet. Meget andet kunne jeg jo ikke gøre. Håber jeg slipper...

Vi landede godt et kvarter forsinket, men vi var også kommet 20 minutter for sent af sted. I IAD skulle vi med nogle underlige shuttlebusser til terminalen:



Billedet er fra Wikipedia, da jeg ikke nåede at tage et. Jeg ved ikke, hvad de hvide tårne er til, men det er sådan lidt en kvægtransport, der 'docker' når man skal ind og ud. Der er sådan en slags rampe, hvor den kan lægge til. Mystisk system.

Men ind til terminalen kom vi, og efter en lang gåtur nåede vi til paskontrollen, hvor der heldigvis var ganske kort kø. Nu skulle det vise sig, om det hele havde været forgæves.

Da jeg stod i kø, kunne jeg høre en af paskontrollørerne sige lidt højlydt 'what do you want in my country?' til en sort mand. Jeg tror ikke han kom ind!

Paskontrolløren tog et billede, men ingen fingeraftryk. Jeg blev spurgt om, hvad jeg skulle, og jeg svarede, at jeg skulle en tur rundt i Delaware, West Virginia og Pittsburgh. Han kom med den sædvanlige reaktion 'all by yourself?' - ja, jeg rejser alene og nyder det. Men han var nu ganske flink, og der gik kun et minut, før jeg blev lukket ind. Faktisk var humøret så godt, at jeg spurgte, om han ikke skulle have den formular, jeg havde udfyldt. En, hvor jeg sværger højt og helligt, at jeg er vaccineret. Men det var åbenbart kun, hvis der stod CDC-medarbejdere i hazmat-suits og indsamlede dem.

Pyha! Så åndede jeg lettet op. Turen bliver rent faktisk til noget!

Kufferten blev hentet - den kom max. 30 sekunder efter jeg nåede frem til bagagebåndet. Nu skulle jeg så ringe efter hotellets shuttlebus. Ja, faktisk måtte jeg ringe to gange og vente i over 45 minutter før den var der.

Hen til hotellet, Courtyard Dulles Airport Herndon. Jeg er 'titanium elite' hos Marriott, men der var ingen opgradering og ingen gratis morgenmad. I stedet fik jeg en 10 dollar voucher til deres lille kiosk. Skuffende! Værelset er fint nok. Helt standard.



Herefter skyndte jeg mig at gå i T-Mobile for at få et sim-kort til både denne og næste tur. Jeg måtte vente i over en halv time på at blive ekspederet, selv om der kun var én foran mig. Og det der burde være en simpel proces med at få udleveret et sim-kort tog over ti minutter. Men det lykkedes i sidste ende, så nu er der data til GPS og hvad jeg ellers bruger mobilen til.

Tidligt i seng - i morgen begynder det for alvor.

***

Flybilletten CPH-FRA-IAD t/r stod mig i 3244 kroner, men de godt 2.600 kroner blev betalt med en voucher. En kuffert er inkluderet. CPH-FRA gav 125 point hos Eurobonus (50%) og FRA-IAD gav 2050 point (50%).
Hotellet til første overnatning var Courtyard Dulles Airport Herndon, som noget utraditionelt var booket 'non-refundable' til 116,39 dollar. Det gav 1.803 Marriott-point (1.030 base + 773 bonus pga. status)

 

En anden gang: Reserver et dobbelt værelse. Det er samme pris. Men så får du 2 vouchers på morgenmad (der er jo 2 personer på værelser)

 

Tak for at du tager os med! God tur og ser frem til at læse om det

 

West Virginia er utroligt smukt at besøge, har kørt igennem adskillige gange i for bindelse med Race Across America, vildt træ landskab og et garanteret hillbilly country.
Undrer mig lidt over at din køretur ikke lige slår et sving omkring Gettysburg nu du er så tæt på?

 

Sikke et hack

 

Det er lidt langt fra ruten, men jeg er faktisk ved at kigge på, hvor meget det vil koste at blive en dag eller to længere - jeg har tiden til det.

Hvad skulle jeg se i byen?

 

Et besøg på Gettysburg National Military Park, slagmarken for det største slag under borgerkrigen i USA.

 

Jeg vågnede klokken 0255 og endte med at se Badehotellet og et par andre ting, inden jeg stod op.

Voucheren på de ti dollar blev brugt på en sandwich og en kakaomælk - jeg måtte selv lægge to dollar oveni. Så er det også betalt!

Shuttlebussen kørte klokken 0700, og da jeg var eneste passager, var chaufføren så flink at køre mig direkte til Hertz. Ellers skulle jeg have været med endnu en bus. Ved Hertz sad der en halvsøvnig kvinde, som var lidt langsom om at komme i gang, men da hun først havde fundet brillerne frem, lagt dem på bordet, pakket tasken væg igen, og taget dem på, så gik det.

Jeg er derfor nu i besiddelse af en Nissan Murano:



Dén er fin, selv om jeg måtte bruge lidt tid på at få bluetooth til at fungere. Dog bipper den ret tit, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvorfor. Displayet viser ingen fejl, så jeg har prøvet at gætte mig frem. Men det er ikke, når en bil kører op på siden af mig. Det er ikke, fordi jeg har vægt på passagersædet, så den tror der sidder en uden sikkerhedssele. Det er ikke, fordi en dør ikke er lukket. Det er ikke, fordi jeg kigger væk og er uopmærksom. Det er ikke for hver (femte) kilometer, jeg kører. Det er ikke, fordi vinduerne ikke er rullet op. Ja, jeg har været mange ting igennem. Men den kører fint!

Jeg kørte til Walmart for at proviantere, og til Walgreens for at købe Nyquil, hvis jeg nu skulle få corona samt Halls, hvis jeg nu selv skulle få hosteanfald i flyet på vej hjem.

Walmart havde i øvrigt TO af disse rækker fyldt med Valentins-ting:



Derefter gik turen til Delaware over Chesapeake Bay. Desværre går det ikke at tage billeder, mens jeg kører, men det var en flot udsigt med de to parallelle hængebroer - også selv om det var skyet. Her et grab fra Google Maps:



I Delaware kørte jeg til Trap Pond State Park, som ifølge mine noter skulle tage otte dollar i entré. Men der var ikke nogen ved indgangen, blot en seddel om at man skulle selv ordne betalingen. De havde sat en stander op med en slidse i til at skubbe pengene ind. Jeg fandt pengene frem, men ved et sidste blik på prislisten lagde jeg mærke til, at priserne kun gjaldt marts-oktober. Så jeg konkluderede, at det måtte være gratis i februar!

Visitor center var da også lukket og toiletterne låst af. I stedet var der opsat de her plastiktoiletter, som amerikanerne kalder Porta Potty.

En del træer i skoven var enten bøjede, knækkede eller der var savet i dem. Og det er sket for nylig, så jeg tror, der har været en del oprydning efter snestormen for nogle uger siden.



Jeg havde planlagt en lille tur, men jeg endte med at gå hele vejen om søen - en tur på cirka 7,5 kilometer. Hyggeligt, men det var ikke meget forskelligt fra at gå i en dansk skov. Der var masser af egern, og ellers så jeg en kardinal og en spætte. Og så var der en diskgolf-bane, hvilket jeg ikke har set før.



Og jo, der havde nok været lidt flottere om sommeren i solskin



Fra Trap Pond kørte jeg nordpå til Dover. Her overnatter jeg i to nætter på Hampton Inn Dover. Jeg er diamant, men der var ikke nogen opgradering. Jeg kan dog se, at der ikke er bedre værelser ledige, så fair nok. Jeg fik en vand og et par Oreos. Morgenmaden er gratis for alle.

Hotellet er lidt gammelt, men værelset har på et tidspunkt fået en delvis opgradering.

***

Lejebil hos Hertz: Oprindeligt havde jeg booket en Large Premium Sedan til 479,84 USD. Det ændrede jeg senere til en Small SUV til 477,16. Og det ændrede jeg igen til en Medium SUV til 383,17 USD. Det kan virkelig betale sig at tjekke priserne igen og igen, for de svinger voldsomt op og ned.

Billejen gav mig 500 point hos Marriott, som jeg havde booket igennem.

De to nætter hos Hampton Inn Dover står mig i 56.000 Hilton-point, men i forbindelse med en kampagne får jeg 2.500 point pr. ophold, så det bliver netto 53.500 point.

 

Ah ja, selvfølgelig. Det kunne jeg da i det mindste have googlet mig til.

United reklamerer med at man gratis kan ombooke, så jeg tænkte, at jeg kunne flytte hjemturen en dag eller to, da jeg alligevel ikke skal arbejde. Men der kommer bare en fejl på hjemmesiden - muligvis fordi en af flyvningerne er med Lufthansa.

Så jeg når desværre ikke forbi Gettysburg i denne omgang.

 

Prøv at tjekke om ikke det er bilens lane assist system der bipper når du kommer for tæt på vejens hvide linser, kunne være det var det.
Tak for fin rejsebeskrivelser, keep on going.

 

Jeg er kommet lidt bagud - men jeg har jo travlt med at opleve ting



Tirsdag morgen stod jeg tidligt op. Jeg ville nå frem til Bombay Hook National Wildlife Refuge inden solopgang i håb om gode billeder. Vejrudsigten bød på klart vejr, så det skulle vel ikke være noget problem?

Det ligger ret tæt på Dover, så turen tog under en halv time.

Ved indgangen skulle der betales fire dollar, men igen var der ikke nogen til at tage imod. I stedet skulle man tage en kuvert, skrive nogle ting på den, lægge penge i, rive en slip af og putte kuverten i en boks. Jeg havde selvfølgelig ikke fået nogen kuglepen med, så jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Ville nogen tjekke den slip, jeg skulle køre rundt med? Jeg endte med at lave en video, hvor jeg puttede penge i kuverten og proppede den i boksen - det skulle vel være godt nok?

Der er en 12 mil lang rundtur, man kan køre, og undervejs er der fem stier. De er ikke så lange, så jeg ville gå dem alle. Ved første sti var der et udsigtstårn, så det klatrede jeg op i og ventede på, at klokken blev 0701, hvor solen skulle stå op. Men der var skyet, så det blev ikke til noget.



Senere kom solen op over skyet og der var en flot blå himmel - selv om det stadig var koldt. Da jeg skulle være to nætter på samme hotel, havde jeg taget kufferten ind, og den var derfor ikke i bilen. Jeg kunne ellers godt have brugt lidt ekstra isolation til kroppen. Men jeg havde heldigvis støvler på til det mudrede terræn.





Området blev under anden verdenskrig brugt til test af og øvelser med raketter, og der var et ni meter højt observationstårn med radiokommunikation. Resterne af den tilhørende bygning er det eneste, der er tilbage fra dengang.



Der var masser af fugle, men ellers ikke det store 'wildlife'. Og min slip var der ingen, der ville se.

Herfra gik turen sydpå, og undervejs passerede jeg en mark, hvor tusindvis af gæs holdt forsamling. Det var godt nok et vildt syn, som jeg desværre ikke kunne få billeder af. Men der må jo have været mad (frø?) på marken, som de kunne spise. Der er sikkert en landmand, der er træt af gæssene. Jeg åbnede vinduet og de larmede helt vanvittigt.

Jeg kom også forbi Airforce Base Dover, hvor et par militærfly passerede. Jeg tror det var en øvelse, for den ene lagde vist an til landing og tog så en runde mere. Der var også et museum, som desværre havde lukket.



Efter en tur forbi et outlet-center, kørte jeg til Cape Henlopen State Park. Entreen er 10 dollar, men de små huse, hvor de normalt sidder for at tage imod pengene, havde fået sømmet brædder for vinduerne. Går ud fra, at det er gratis om vinteren.

Jeg gjorde som jeg havde planlagt. Gik Seaside Trail - det var jævnt kedeligt, selv om jeg fik et pænt billede af en kogle



Og så kørte jeg til The Point og gik en tur rundt om spidsen/tangen. Det var en lidt længere tur en jeg havde regnet med, med en del blæst. Det er her Atlanterhavet møder Delaware Bay med udsigt til New Jersey på den anden side.



På stranden lå en masse skjolde fra kæmpekrabber - nogle med indhold, så det så lidt makabert ud.



Derefter tilbage til hotellet i Dover...

 

Det er det heller ikke. Den bipper også, når jeg holder stille. 'Hvide linser'? Er det fagsprog eller auto-correct? Jeg kalder dem bare hvide striber...

I øvrigt er det rart med kamera, som laver sådan et 'fake' billede, så det ser ud som om, det er taget fra ti meter over bilen og ned. Det gør det dejlig nemt at parkere korrekt i en bås. Jeg ved godt, at det nærmest er standard i dag, men jeg kører ikke så tit

 

Auto-correct ;-)
Hmmm, så ved jeg ikke rigtig hvorfor den bipper.

 

Onsdagen blev lidt anderledes end jeg havde regnet med. Dagen skulle blot have været en køretur til Pittsburgh med et stop i The Point i Harpers Ferry, hvor jeg kunne få frokost med udsigt til der, hvor Potomac- og Shenandoah-floderne mødes.

Jeg skulle dog først fra Dover, og da tanken var ved at være tom, måtte jeg finde en tankstation. Der var det sædvanlige bøvl med, at deres standere ikke er glade for internationale kort, så jeg måtte ind og betale på forhånd inde i butikken.

På standeren var der et klistermærke med Biden. Det er ikke første gang, jeg har set politisk propaganda. Billboards langs vejen, en gammel lastbil med TRUMP skrevet på siden og små skilte i vejkanten med BRANDON. Suppleret med Jesus-reklamer, så er det både underholdende og lidt tragisk.



Sjovt nok har jeg ikke mødt nogle vaccinemodstandere. Hverken i form af vrede amerikanere, der er ved at komme op at slå, eller bare skilte hist og her med vanvittige påstande. Måske har jeg det til gode til de næste par dage?

Der kom benzin på SUV'en og jeg nåede til Harpers Ferry. Her satte jeg kurs mod Visitor Center, for i sidste uge fandt jeg ud af, at der rent faktisk var en nationalpark. Entreen var 20 dollar - ny rekord på denne tur - men jeg købte et årskort til alle nationalparker. Hvis det går efter planen, kan det godt betale sig på de næste ture

I besøgscentret fik jeg et sti-kort og et par gode råd. Desværre indebar de ikke noget med praktisk fodtøj, så først da jeg var gået en kilometer fandt jeg ud af, at jeg burde have taget støvler på. Men jeg var for doven til at gå tilbage, så det blev til våde tæer og sko med masser af mudder på.



Det var dog turen værd. Jeg havde ikke forberedt det her, så det var først i løbet af turen, at jeg fandt ud af, hvad det var for et sted. Et strategisk vigtigt sted under borgerkrigen, hvor byen/området skiftede hænder otte gange.



Der var dog mest omtale af et slag, hvor sydstaterne vandt ved at angribe fra tre sider. Det ligger ellers højt og er omgivet af floder, så det burde være et let område at forsvare.



Jeg var heldig med vejret, og det var et virkelig flot område, så det var en fornøjelse at gå rundt.

Derfra kørte jeg til Bolivar Heights Battlefield. Så vidt jeg kunne regne ud, var det en del af samme slag, men ved en anden bakketop.



Der var en flot udsigt ud over bjergene, og pludselig, da jeg gik i mine egne tanker, dukkede der mindst otte rådyr op i krattet et par meter fra mig. De kiggede nysgerrigt, men inden jeg fik taget et ordentligt billede, var de blevet trætte af mig og var luntet videre.



Tiden var ved at løbe fra mig, så jeg måtte af sted mod Pittsburgh. Jeg kom aldrig hen til det sted, jeg egentlig ville have besøgt. Og på vej ud af byen kørte jeg gennem noget, der mest mindede om Den Gamle By i Aarhus - altså hvor man havde bevaret - og måske genskabt - byen som den var engang.

Jeg krydsede både Shenandoah og Potomac flere gange. Som sådan er det ikke voldsomt flotte floder - brede, flade og med en del sten/granit.

Jeg nåede frem til hotellet noget senere end planlagt, men heldigvis lige inden det blev mørkt. Jeg havde tjekket ind på appen, så jeg gik bare direkte til værelset.



Aftensmaden var planlagt til at foregå på en McDonald's, der også var et Big Mac-museum. Og da det blot lå en kilometer fra hotellet, ville jeg gå derhen. Det var blevet noget koldere og der lå sne over det meste, og da USA samtidig er et ret fodgængerfjendtligt land, var det ikke nogen nem opgave. Flere gange måtte jeg tænde lyset på mobilen - både så jeg kunne se, hvor jeg gik, og så bilisterne kunne se mig, for jeg var nødt til at gå på vejbanen.

På Google Maps kunne jeg se en del anmeldelser om, at museet var lukket og at det åbenbart er USA's dårligste McDonald's, men jeg gik nu alligevel derhen. Ganske rigtig var der lukket, men jeg kunne da se en stor Big Mac udefra.




Så jeg valgte ikke at spise der, men gik i stedet blot tilbage til Hampton Inn & Suites North Huntingdon-Irwin, hvor jeg skulle tilbringe to nætter. Et ret nyt hotel, hvor de dog ikke har lagt trægulvet på badeværelset godt nok, så det buler en del

***

De to nætter på Hampton Inn & Suites North Huntingdon-Irwin koster mig 287,18 dollar. Ret dyrt, men så vidt jeg husker, var der ikke mange billigere alternativer. Oven i købet havde jeg booket non-refundable, og noget utraditionelt var pengene hævet ved bookingen. Normalt oplever jeg ikke, at kædehoteller hæver pengene før opholdet - heller ikke selv om det står der, når man booker.

Nætterne gav 2.587 basispoint, det samme i Diamantbonus, og 2.500 point i kampagnen '2022 Points Unlimited. I alt 7.674 Hilton-point.

 

Tak for fin rejsebeskrivelse - nyder at læse med

 

Torsdag indeholdt min plan en stor fejl. Jeg skulle tilbringe dagen i Pittsburgh, og jeg boede på et hotel uden for byen. Jeg røg altså lige ind i myldretiden både ind og ud af byen.

Det tog derfor et kvarter ekstra at komme derind, men heldigvis var jeg i god tid. Jeg havde på forhånd undersøgt, hvor jeg kunne parkere, så det gik forholdsvis smertefrit - der var ikke mange biler i parkeringshuset. På fod til Senator John Heinz History Center, som er en del af Smithsonian - det kender de fleste fra Washington, hvor de står bag alle de store museer.

Der var stadig en halv time til de åbnede, så jeg gik lidt rundt om bygningen. Det var koldt, og det begyndte at sne.



De åbnede klokken 10 og jeg fik scannet min billet, som jeg havde købt på forhånd på deres hjemmeside.

Museet viste sig at være noget mere 'varieret' end jeg havde regnet med. Alt hvad der har den mindste relation til Pittsburgh er på museet. Parkeringsautomat, poliovaccine, anden verdenskrig, tur til månen, krig mod indianere, slavehandel - ALT var der. Lidt forvirrende, og faktisk også lidt kedeligt.



Der var dog to ting, der fik særlig opmærksomhed: Heinz og sport.

Masser af info om Heinz Ketchups historie og de produkter, de lancerede. Om Henry Heinz, der gik konkurs og måtte starte forfra med en bror og fætter som stråmand.



Og så en hel masse om sport, som jeg overhovedet ikke interesserer mig for. Men Pittsburgh er åbenbart en stor sportsby med gode hold indenfor baseball, hockey og amerikansk fodbold.



Noget jeg lagde mærke til, var disse bat. De kommer til at spille en rolle på min næste tur



Efter museet gik jeg hen mod Point State Park og passerede en masse veludførte graffiti-tegninger på en mur ud mod vandet.



Da jeg kom til Point State Park, var der afspærringer. Men de var sat op på en måde, så jeg ikke helt kunne finde ud af, om jeg var på den rigtige side. Der var folk på den anden side, men jeg havde ikke kravlet over en afspærring for at være der?

Der var et kæmpe springvand, som desværre var vinterlukket. Det er ellers flot, når det sprøjter: Google billedsøgning



Så gik turen til et indkøbscenter lidt uden for byen. Jeg ville prøve The Cheesecake Factory efter at have hørt den omtalt i The Big Bang Theory. Det var en noget større restaurant end jeg havde regnet med - alligevel var der ikke plads til mig. Jeg måtte vente 25 minutter, men så kom der en sms om, at de var klar.

Det er en reel restaurant, så jeg fik først et stykke laks. Men derefter var der dessert - mindst 30 forskellige slags cheesecake kunne man vælge imellem. Jeg endte med en Chocolate Tuxedo Cream Cheesecake med kun 1250 kalorier i.



Mums! Og så måtte jeg jo også have et par stykker med hjem: En Coconut Cream Pie Cheesecake og en Cinnabon Cinnamon Swirl Cheesecake. Det er da godt, jeg går over 16.000 skridt dagligt!



Dagen sluttede med et smut til Canton Avenue, som er dén vej i USA med den højeste hældning: 37%. Desværre var den lukket.



Jeg skulle også have været med Duquesne Incline, en kabelbane på den anden side af floden. Men det blev for sent, og jeg var for træt. Jeg havde et lille håb om, at jeg ville være superfrisk næste morgen og prøve den klokken 0530, men sådan gik det ikke.

Jeg nåede lige hjem på hotellet gennem myldretiden, mens det blev mørkt.

 

Fredagen var ikke nær så indholdsrig som torsdagen - jeg skulle primært bare sydpå til West Virginia, hvor de næste par dage skal tilbringes.

Jeg tjekkede ud fra hotellet i appen og tog af sted, før det blev lyst.

Dagens første og eneste reelle stop var Coopers Rock State Forest i den nordlige del af West Virginia. Og jeg havde forberedt mig godt, så jeg vidste præcis, hvor jeg skulle køre hen og hvilken gåtur jeg skulle tage. Men sådan skulle det ikke være.



Jeg sad og skumlede lidt i bilen. Tjekkede hjemmesiden - der stod sgu ikke noget om, at skoven var lukket. For dårligt! Nå, men jeg måtte jo finde ud af noget. Et stykke tilbage var der en parkeringsplads - fuldstændig overiset, men jeg fik da parkeret. Der var et skilt med 'roadside trail' og noget med en avanceret ski-sti (kan ikke huske det præcise udtryk). Lidt googlen og så kom jeg frem til, at stien gik parallelt med vejen op til det 'overlook' eller udsigtspunkt, som jeg havde planlagt at besøge. Eneste minus var, at der var fem kilometer hver vej. Nu havde jeg jo spist endnu et stykke cheesecake til morgenmad, så måske var det en fornuftig idé...

Jeg havde tjekket vejrudsigten hjemmefra og den sagde plus 12-14 grader, og aktuelt skulle der være syv grader. Men det kan simpelthen ikke passe - der var hundekoldt. På med ekstra trøje, handsker og huer og så af sted.



Jeg var helt alene. Bortset fra lidt fuglefløjt kunne jeg kun høre mine egne skridt og nogle træer, der en sjælden gange vajede lidt i vinden. Og så begynder tankerne jo at flyve. For er der bjørne her? Ej vel? Så må de jo i hvert fald være i hi. Tjekker lige Google. Der var vist ikke noget at være nervøs for.

Men hvad så med ulve? De her aftryk kan da ikke være hunde, kan det?



Igen ind på Google. Jeg kunne ikke finde noget klart svar. Et billede med hunde- og ulvespor ved siden af hinanden hjalp heller ikke. Men jeg blev enig med mig selv om, at fordi sporene kun var på stien og ikke i sneen mellem træerne, så var det nok hundespor. Jeg fortsatte...

Det var en lang tur i det glatte føre, og det blev ikke bedre, da en bil pludselig passerede mig. Havde de nu åbnet vejen i mellemtiden? Men det var vist nærmere en bil fra 'skovvæsenet' eller hvad den slags nu hedder.

Jeg nåede frem, men var ikke synderlligt imponeret. Det var trods alt bare en skov med en udsigt, der ikke varierede voldsomt i forhold til billedet ovenfor. Ved parkeringspladsen var der dog et skilt til 'overlook trail' uden angivelse af distance. Jeg skulle jo også hjem igen, så orkede jeg det? Men der var ingen vej udenom.



Og det fortrød jeg godt nok ikke. Bare et par hundrede meter længere fremme åbenbarede en udsigt ud over Appalacherne sig - de bjerge, der udgjorde den vestlige grænse i forhold til de oprindelige tretten stater.



Billedet kan overhovedet ikke vise, hvor flot der var - specielt efter så lang en gåtur. Det var det hele værd. Floden i billedet hedder Cheat River.

Derefter var der jo ikke andet at gøre end at gå tilbage til bilen. Jeg valgte at gå på asfalten, for der var ingen biler og det er et lidt nemmere underlag at gå på.

Et par timers køretur plus et stop hos Walmart for at købe ind til turen i morgen, og så nåede jeg frem til Hampton Inn Sommersville. Det er lidt et tilfælde, at det igen-igen blev et Hampton Inn.

Og dermed har jeg besøgt 40 stater i USA. Et tal, der gerne skulle nå op på 45 inden for et par måneder.

***

Overnatningen hos Hampton Inn Sommersville koster 20.000 Hilton-point. Der er 2.500 point retur i forbindelse med en kampagne, så Netto bliver det til 17.500 point.

 

Lørdag tog jeg igen tidligt af sted i håb om at kunne tage billeder af solopgangen. Turen gik til Hawks Nest State Park, som om sommeren er et livligt sted med masser af aktiviteter som jetboats, kabelbane og med en udsigt, der skulle minde om Horseshoe Bend i Utah. Om vinteren er det meste lukket ned.

Jeg kørte til Hawk's Nest Overlook, som netop skulle være der, hvor det minder om Horseshoe Bend. Jeg nåede frem inden 0717, hvor solen stod op, men bilen ville ikke låse. Den reagerede simpelthen ikke på fjernbetjeningen eller hvad vi nu skal kalde den lille radiosender, der fungerer som nøgle. Den havde godt nok et par gange sagt 'Invalid key ID', når jeg ville tænde bilen, men så skulle jeg bare holde den et andet sted hen, og så virkede det. Nu skete der ingenting - heller ikke da jeg prøvede at starte bilen igen. Åh-åh!

Jeg tænkte, at det måske bare var batteriet, så jeg forsøgte at åbne det lille dæksel på bagsiden. Nogle gange hjælper det bare at tage det ud, gnide lidt på det og sætte det i igen. Men hov, der var slet ikke noget batteri - i stedet kom der en fysisk nøgle ud!? Det havde jeg ikke lige regnet med. Men nu kunne jeg i det mindste få låst bilen, og så måtte jeg kigge på det senere.

Ud på den lille sti, som skulle føre til et udsigtspunkt, og her åbenbarede sig New River mellem bjergene.



Jeg synes det ville være synd at sammenligne med Horseshoe Bend, men jeg kan godt se, at der om sommeren er en flot udsigt med masser af grønt.

Der er et vandenergi-anlæg, som blandt andet udnytter vand, der er omdirigeret via en tunnel gennem bjerget. En tunnel, som 476 måtte lade livet for under opførelsen, fordi de arbejdede under frygtelige forhold, hvor støvet i tunnelen gik i lungerne.



Solen kom aldrig - der var overskyet.

Tilbage til bilen. Døren ville stadig ikke åbne, men jeg kunne komme ind med den fysiske nøgle. Den ville heller ikke starte - Invalid key ID. For helvede! Hvis jeg skulle bøvle med at få Hertz til at komme, ville dagen hurtigt gå og jeg ville formentlig ikke nå frem til næste hotel.

Efter nogle minutter lykkedes det dog. Nu skrev den så 'Key battery level low' et par sekunder - så forsvandt det og alt virkede normalt. Pyh!

Herfra skulle jeg blot 16 kilometer til næste attraktion: New River Gorge. Åbenbart en ret stor attraktion, for der var en kæmpe parkeringsplads ved det tilhørende Canyon Rim Visitor Center. De åbnede 'først' klokken 0900, men jeg havde også andre planer. New River Gorge er en 924 meter lang bro over New River, opført i midten af 1970'erne og sparede dem for en 45 minutter køretur ned i dalen over en lille bro, og op igen på den anden side.



Men netop den gamle vej havde nationalparkens hjemmeside en audio-tur til, så jeg kørte den lange tur, mens jeg fik fortalt historien om kulminer, den gamle togbane og byggeriet af buebroen, som var USA's største, da den stod færdig. Der skulle gå 26 år, før den blev overgået.

Normalt opgøres ting i fodboldbaner og i Danmark i Storebæltsbroer. Her blev højden fra floden og op til broen angivet som 'Washington Monument plus to Frihedsgudinder - og så lige 20 fod ekstra'.

Da turen var færdig, var jeg nået på den anden side af floden, og jeg kunne derfor tage broen tilbage til besøgscentret, der i mellemtiden var åbnet. Der var lidt plancher og en butik, men det var nu lidt sølle.

Jeg var langt foran planen - hele to timer. Jeg havde været lidt nervøs for at komme for sent til næste punkt, hvor jeg havde booket en tur og derfor skulle være der til tiden. Nu skulle jeg i stedet have tiden til at gå, så jeg kørte til Lewisburg, hvor jeg også skulle overnatte. Jeg havde tjekket ind på hotellet over appen, men værelset var trods alt ikke klart klokken 11. Jeg kørte forbi for at se, hvor det lå. Og så fik jeg frokost på Wendy's.

Herefter blev kursen sat mod den lille by White Sulphur Springs - en stationsby, hvor toget går til Chicago over Cincinnati og Indianapolis på bare 17 timer, og til New York over Washington og Philadelphia på kun 12,5 timer.

I denne lille by ligger der et berømt hotel, The Greenbrier. Under Anden Verdenskrig blev det først brugt til internering af japanske diplomater efter angrebet på Pearl Harbor. Derefter blev det omdannet til hospital for sårede soldater. Efter krigen blev det igen til et hotel, men i 1960'erne blev det udpeget som skjul for en bunker, hvortil kongressen skulle evakueres i tilfælde af atomangreb mod Washington DC. Bunkeren kunne ikke i sig selv modstå et atomangreb, men den lå også fem timers transport fra Washington og man regnede ikke med et angreb her. Beliggenheden mellem bjergene gjorde det besværligt for fly at sende atombomber af sted.



Bygningen af bunkeren blev holdt hemmelig under dække af, at hotellet udvidede med en ny fløj. Alt blev holdt hemmeligt, og man gjorde sig umage med ikke at kunne spore det tilbage til regeringen.

Jeg nåede til hotellet klokken 1230 og fandt Trellis Lobby, hvor turen skulle begynde. Billetten på 40 dollar blev betalt, og så måtte jeg en tur tilbage til bilen for at lægge min mobiltelefon - der måtte ikke tages billeder undervejs. Derfor kan jeg desværre heller ikke vise nogen her.

Men det var virkelig interessant at høre om, hvordan evakueringen skulle foregå, og hvordan der var tænkt over alt. Radiokommunikation, overnatning til 1.100 mennesker, brusebade hvor folk kunne få skyllet stråling væk, kantine, mødelokaler, elektricitet, vand og så videre, og så videre.

Der var to sale ligesom i Kongressen, til Repræsentanternes Hus og Senatet, med talerstole og det hele. Det blev vedligeholdt af 14 mand, som gik under dække af at arbejde på hotellet telefoni og tv-udstyr til de 1.100 hotelværelser. Dagligt blev alle funktioner testet, og efter valg blev planerne rettet til, så de folkevalgte havde en seng og en stol i salen.

I 1992 afslørede Washington Post, at bunkeren eksisterede, og så lukkede regeringen den ned. Den kunne ikke længere bruges. Det var dog efter Den Kolde Krig, så truslen var der ikke rigtig mere. Desuden var der i mellemtiden kommet missiler til, som kunne frembringe atombomber så hurtigt, at folk ville ikke kunne nå at komme til bunkeren.

Jeg spurgte, om Sovjetunionen kendte til bunkeren, men det vidste rundviseren ikke. Hun mente dog, at det var sandsynligt, fordi 'vi' vidste, hvor deres var.

Det er en tur, der absolut kan anbefales. Jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det er et privat hotel, der arrangerer den slags. Jeg ville mene, at det skulle overtages af National Park Service og udnævnes til et National Historic Monument.

Du kan læse mere om bunkeren på Wikipedia og finde flere artikler via Google ved at søge efter 'washington post greenbrier article'.

Det blev lidt langt i dag, men nu er det også slut. Jeg kørte bare på hotellet bagefter - Holiday Inn Express & Suites Lewisburg - og så fik jeg en bøf på Applebee's. Det svarer lidt til Jensens Bøfhus og var ikke noget særligt.



***

Overnatningen på Holiday Inn Express & Suites Lewisburg kostede 12.800 IHG-point. Oprindeligt var den booket til 17.000 point, men ved at afbooke og genbooke kom jeg ned på først 16.000 point og så 12.800 point. Og da jeg får 500 'Welcome Bonus Points', bliver det reelt til kun 12.300 point.

Ganske billigt, og hotellet er nyrenoveret med pool og boblebad.

 

Spændende med hotel-bunkeren! Lidt åndet at du ikke måtte tage billeder, det kan jo ikke rigtig være "farligt" længere...

Hvordan finder du den slags seværdigheder? En masse research hjemmefra antageligvis

Glæder mig til fortsættelsen!